Cevapcici med græsk salat…

Det er varmt i Bayern i de her dage, så aftensmaden bliver nem.

Græsk salat, eller bondesalat som den hedder hernede, er bestemt en af vores foretrukne, da den er lavet af nogle råvarer, som vi næsten altid har på lager 😉

Tomat, agurk, rødløg og feta – idag er der også friskhakket persille i, fordi vores på altanen trængte til en studsning 😛

Cevapcici fra Kirchthanner, de er klar til grillen, så det er dejligt nemt og de smager fantastisk.

Nem og hurtig mad i varmen 😛

Kylling med kartoffelrest og salat…

Et par kyllingelår uden ben ryger på grillen.

Mums!

Vi havde nogle kogte kartofler i køleskabet og dem knuste vi let og smed dem i airfryeren til de blev sprøde.

Kylling, kartoffelrester og en grøn salat 😉

Jeg havde bagt en kage i eftermiddags, fordi jeg havde nogle blommer, som vi ikke kunne nå at spise, så den fik vi til dessert med en klat vaniljeis.

Opskriften på kagen henviser jeg til i indlægget her

Wraps med kyllingerest…

For det meste er der kylling i overskud når vi griller en hel kylling og vi har derfor næsten altid lidt kyllingekød i fryseren.

Når vi er i Danmark og der er marked i Blokhus køber vi en krydderiblanding fra “Onkel Moustache”. Den er så god og kan bruges til mange ting.

Vi kommer et par skefulde på panden sammen med lidt vand når vi steger det kolde kylling og det er perfekt i wraps, hvis det skal være lidt nemt 😉

Lidt grønt og revet ost og så er der aftensmad…

Lokalt øko-lam med hasselback kartofler…

Vi har stadig et par stykker lam i fryseren og i dag ryger et af de store stykker i miniovnen med lidt hvidløg og rosmarin fra altanen. Det fik omkring 45-60 min..

Lammet er herfra vores lille landsby – det er økologisk og meget lækkert.

Vi har lavet hasselback kartofler i airfryeren og de blev virkelig gode og så var det nemt og hurtigt. Vi dryppede lidt olie over kartoflerne og dryssede med Læsøsalt og de fik omkring 40 min. ved 180 grader.

En hjemmelavet tzatziki og græsk salat – det går man aldrig galt i byen med 😉