Meningen var at vi skulle have filtærte i dag, men vi har ikke kunne finde noget filodej de steder vi har handlet og det er bare en af de ting man ikke gider lave selv.
Vi havde nogle kartofler som jeg kogte i eftermiddags og med løg og kødet fra i søndags blev det til biksemad med spejlæg og jeg klager bestemt ikke 😛
På planen stod der Pasta med salsiccia og svampe, men vi fik flere østerhatte end vi lige havde regnet med ude i gårdbutikken, så vi valgte at droppe kødet og nøjes med svampene.
Jeg kom lidt skalotteløg og hvidløg på panden og stegte dem til de var glasklare, så tilføjede jeg østershatte og stegte dem godt af, hvorefter jeg tilsatte fløde og lidt mælk og lod det koge lidt igennem, inden jeg tilføjede en god del revet parmesan – man kan spæde op med lidt pastavand hvis “saucen” bliver for tyk.
Da osten var smeltet og det hele virkede cremet og lækkert tilføjede jeg den kogte pasta til panden, blandede det hele godt sammen og til slut kom der lidt friskhakket bredbladet persille på toppen sammen med lidt revet parmesan.
Madplanen kan ændres hvis vejret ændrer sig. Jeg tjekker nemlig altid vejrudsigten når jeg laver madplanen, men vi ved jo alle at den ikke altid holder 😉
Vi lavede butterflykylling i dag og marinerede den med honning, hakket rosmarin og tomatpuré – næste gang tilføjer vi hvidløg, olivenolie, salt og peber, som vi glemte i dag 😉
Selve butterfly-delen laver man ved at skære rygraden af kyllingen, skærer eller klipper på hver side af rygraden og fjerner den. Vi smider aldrig rygraden væk, men kommer den i en pose og gemmer den i fryseren, til vi har kyllingerester nok til at koge fond.
Man vender kyllingen med bryststykkerne opad og trykker den så den flader ud og smører den i hvad man nu har valgt at smøre den med, eller nøjes med at give den salt og peber, og så smider man den på grillen med bryststykkerne opad.
Vores kylling fik over en time, men det var heller ikke mere end lige at den var tøet op, så en kernetemperatur på 75 grader er hvad man skal gå efter (måles på det tykkeste sted).